På den nedenstående figur er vist, hvordan to nogenlunde normale - og problemfri
- døgn kan forløbe med den nuværende praksis for betjeningen af
afvandingsslusen.
Der er tale om to vinterdøgn med normale tilløb til fjorden på 5 mio m3/døgn.
Fjordvandstanden er + 0,24 m DNN i begyndelsen og slutter på +0,22 m DNN.
Mandag:
04.00 Havvandstanden bliver nu lavere end fjordvandstanden.
Der åbnes 12 porte for udstrøm
05.30 Forskellen på fjord- og havvandstanden er nu oppe på 40 cm.
Der lukkes for 4 af portene for at begrænse slusestrømmens erosion.
07.15 Der lukkes helt, fordi sandpumperen Træl skal arbejde i indsejlingen.
16.45 Der åbnes igen for udstrøm.
Der åbnes 12 porte, som i perioden 18.00 til 20.45 bliver droslet ned til 8
porte.
23.45 Slusen er stadig åben(12 porte)
Havvandstanden bliver nu højere end fjordvandstanden og der er indstrøm af
havvand i 5 1/2 time indtil
Tirsdag :
05.15 Slusen er stadig åben. Havvandstanden falder under fjordvandstanden, og
der er udstrøm.
07.0 Der lukkes pga. sandpumperens arbejde i indsejlingen.
18.0 Der åbnes 12 porte for udstrøm.
I de beskrevne 2 døgn har der været nogle gode lavvandsperioder, hvor
havvandstanden faldt under fjordvandstanden og hvor det derfor har været muligt
at udlede større mængder fjordvand (ialt 30 mio m3) og også at lukke havvand ind
i fjorden, uden at fjordvandstanden steg.
Problemerne opstår, når vandstanden i havet i en længere periode er høj og kun i
meget korte perioder omkring lavvande falder under fjordvandstanden, hvis det
overhovedet sker, og der samtidig er store tilløb af ferskvand til fjorden (og
ikke ”kun” 5 mio m3/døgn som på de beskrevne 2 døgn). Så kan der kun lukkes små
mængder fjordvand ud i havet, og vandstanden i fjorden stiger.
Forhøjet vandstand i fjorden.
Som eksempel på hvordan det kan gå, når vandstanden i havet er høj i flere uger,
og der samtidig er store ferskvandstilløb til fjorden, gennemgås perioden 17.
oktober - 16. november 1998.
På nedenstående figur er vist forløbet af havvandstanden og fjordvandstanden ved
Hvide Sande, i de perioder, hvor der lukkes fjordvand ud gennem slusen og
tilløbs- og udstrømsmængder.
(Vandstandene langs fjordens østkyst har været højere end vist, fordi de
fremherskende vestlige vinde har presset fjordvandet over mod fjordens østkyst).
17. - 30. oktober: fjordvandstanden stiger.
De meget store nedbørsmængder i de sidste 3 uger af oktober (180 mm mod normalt
ca. 60 mm) har medført meget store tilløb til fjorden efter den 18. oktober.
Tilløbene steg til 13 mio m3/døgn i slutningen af måneden. Så store tilløb
opleves ellers kun i vintermånederne, specielt i februar og marts, og især ved
tøbrud. Normalt ligger tilløbene i efterårsmånederne på ca 5 mio. m3/døgn.
Vandstanden i havet er høj på grund af vedvarende vestlige vinde. De få og korte
perioder for udstrøm udnyttes, men alligevel stiger fjordvandstanden fra ca. +
0,30m DNN den 16. oktober til + 0,72 m DNN omkring den 1. november.
30. oktober - 16. november: der lukkes vand ud af fjorden.
Den 30. - 31. oktober falder havvandstanden igen og nu kan der lukkes fjordvand
ud. I løbet af 10 dage blev der lukket ca. 180 mio. m3 fjordvand ud og den 10.
november er fjordvandstanden faldet til +0,35 m DNN.
I dagene 1. - 7. november bliver der lukket for slusen i perioder, hvor der
kunne have været udstrøm. Dette skyldes, at kuling fra vestlige retninger fører
meget sand langs vestkysten, og en del af dette sand aflejrer sig i indsejlingen
og skal oppumpes af sandpumperen Træl.
At det lykkedes af få fjordvandstanden ned i løbet af 1. halvdel af november
skyldes de gode lavvandsperioder (1.-4. nov. og 8. og 9. nov.), og at alle
slusens 14 porte blev brugt i denne situation.
SLUSEN OG FJORDENS SALTHOLDIGHED.
Med den ændrede slusepraksis, som blev vedtaget af Sluseudvalget i 1994 blev det
besluttet, at der tilstræbes en så konstant saltholdighed som muligt, om
sommeren i intervallet 12-14 ‰ og i vinterhalvåret ikke under 8 ‰.
Den saltholdighed for fjorden, som der her er tale om, er det almindelige
gennemsnit af de 8 saltholdigheder, som måles hver uge. De målinger, som er
indsamlet i forsøgsperioden 1994-97, har vist, at et vægtet gennemsnit, som
giver de enkelte målinger vægt efter, hvor meget fjordvand de repræsenterer,
giver et mere korekt billede af fjordens saltholdighed.
På nedenstående figur vises forløbet af fjordens saltholdighed over året dels i
1990, (altså inden den ændrede slusepraksis blev iværksat) dels i 1998. I
kurverne er det vægtede gennemsnit benyttet. (I 1998 skønnes det vægtede
gennemsnit at ligge 1-2 ‰ under det almindelige gennemsnit. Slusemesteren
”styrer” efter det almindelige gennemsnit, men det overvejes , om det er mere
hensigtsmæssigt at styre efter det vægtede gennemsnit)
Saltvandets udbredelse.
Det måleprogram, som blev gennemført i årene 1994-97, og vurderingerne af
måleresultaterne har givet en god viden om, hvordan det havvand, som sluses ind
gennem afvandingsslusen, udbreder sig og fordeler sig i fjorden. Denne viden
bekræfter i øvrigt fjordfiskernes erfaring om disse forhold.
Ved indslusningen af havvand vil det tunge havvand stort set fortrænge
fjordvandet i tilløbskanalen øst for afvandingsslusen, og herefter vil havvandet
hurtigt søge til bunds og brede sig ind i fjorden langs fjordbunden. Havvandet
vil søge fjordens dybeste områder.
Bundlagets saltholdighed er typisk på 20-30 ‰, medens fjordvandets
gennemsnitlige saltholdighed typisk er på 8-12 ‰.
Ved svage vinde (op til 7-8 m/sek.) fra N-NV vil saltvandet blive trukket mod
nord, for at lægge sig i Nordre dyb. Se figuren, som viser, hvordan ca. 5 mio.
m3 indsluset havvand vil fordele sig i fjorden ved svage vinde.
Ved svage vinde fra S-SØ vil det salte bundlag tilsvarende blive trukket mod SØ
og lægge sig i Stauning Dyb eller Søndre Dyb.
De salte bundlag har almindeligvis tykkelser på op til 0,5 m, under
omstændigheder tykkere.
De salte bundlags vandring.
Som ovenfor beskrevet vil saltvandet, der udgår fra afvandings-slusen, blive
trukket mod nord eller syd af svage vinde fra henholdsvis nordlige og sydlige
retninger. Tilsvarende vil et salt bundlag, som f.eks. ligger i Stauning Dyb,
kunne blive trukket yderligere mod syd til Sønder Dyb af svage sydlige vinde
eller mod nord af svage nordlige vinde. Årsagen hertil er, at nordlige vinde
presser fjordens vande mod syd, og at det højere vandspejl i fjordens sydlige
del presser det salte bundlag mod nord. Modsat ved sydlige vinde.
Svage vinde fra skiftende retninger kan således trække et salt bundlag, muligvis
med iltfattigt vand, rundt i fjorden.
Da ilten i et salt bundlag hurtigt bliver brugt, især om foråret og om sommeren,
jf. nedenfor, har det afgørende betydning af få kendskab til, hvilke vind
hastigheder og retninger, som fører til, at der sker opblanding af bundlaget, og
at bundvandet dermed igen fårtilført frisk ilt.
Ved at analysere de i perioden 1994-1997 ved målestationerne konstaterede
situationer med salte bundlag kan det konstateres, at der til opblanding af et
salt bundlag kræves:
Vinde på 10- 12 m/sek. når vindens frie stræk er ca. 6 km.
Vinde på 8 – 10 m/sek. når vindens frie stræk er ca. 10 km.
(Vinde ved Nordre Dyb har et frit stræk, det vil sige en fri vandoverflade at
blæse henover, på ca. 6 km ved
nordvestlige vinde og på ca. 10 km. ved sydvestlige vinde)
|